EUD | EUX
Tjeneruddannelsen er for dig, der sætter en ære i at levere god service, og som gerne vil lære om servering og præsentation af mad og vine. På tjeneruddannelsen får du en grundlæggende viden om gastronomi, servering og servicering, og du lærer om hele paletten fra borddækning og klargøring, til rådgivning af gæster, servicering og afregning.
Som tjener kan du arbejde på spisesteder som fx restauranter, kroer og caféer og til større arrangementer og fester. Og har du ambitioner om mere uddannelse, kan du med tjeneruddannelsen i bagagen søge optagelse på uddannelsen til serviceøkonom, eller du kan søge ind på professionsbacheloruddannelser, hvor du opfylder de specifikke adgangskrav – fx uddannelsen ’Ernæring og sundhed’.
”Det, der gør tjenerfaget spændende for mig, er, at jeg er med til at give gæsterne en oplevelse. Det er tit nogle små detaljer, der gør forskellen.”
– Adam, tjenerelev
En erhvervsuddannelse består af to grundforløb og ét eller flere hovedforløb. Grundforløbene foregår primært på erhvervsskolen, mens hovedforløbene veksler mellem oplæringsophold på en læreplads og skoleophold. Størstedelen af dit hovedforløb tilbringer du dog på lærepladsen. Hvor lang tid din uddannelse samlet set tager afhænger af dit valg af uddannelse, trin og speciale, samt om du starter din uddannelse på GF1 eller GF2.
NB: Vær opmærksom på, at EUC Nordvest ikke udbyder alle hovedforløb og specialer. Spørg på skolen, hvis du er i tvivl i forhold til netop dén uddannelse, du har i kikkerten.
På hovedforløbet veksler du mellem oplæringsophold på din læreplads og skoleophold, så du kommer til at lære alt, hvad der er værd at vide om dit fag i både teori og praksis. Det er også her, at du får mulighed for at specialisere dig inden for netop den del af faget, du brænder mest for.
På tjeneruddannelsen kan du vælge mellem følgende specialer:
Hovedforløbet afsluttes med en svendeprøve, og herefter er du i mål og kan kalde dig faglært.
Du skal starte på grundforløb 1, hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse. Grundforløb 1 er et introducerende forløb af 20 ugers varighed, hvor du får lov til at snuse til flere fagområder inden for fagretningen ’Fødevarer, Jordbrug og Oplevelser’, så du er bedst muligt rustet til at foretage dit endelige uddannelsesvalg.
Har du allerede en læreplads, skal du starte direkte på grundforløb 2.
På GF2 på tjeneruddannelsen får du den grundlæggende oplæring inden for tjenerfaget, så du bliver godt klædt på til at skulle starte i lære på hovedforløbet. Undervisningen veksler mellem teori og praksis, og du vil blandt andet skulle lære om gæste- og kundebetjening, om indkøb, bestilling og modtagelse af varer, om borddækning og afrydning, om servering, om dansk og international madkultur, og om de grundlæggende tilberedningsmetoder af forskellige råvarer. Herudover bliver du undervist i dansk og naturfag.
EUD er en praktisk orienteret uddannelse, rettet mod et specifikt erhverv. Med mere end 100 forskellige erhvervsuddannelser er mulighederne mange – og du vil uden tvivl kunne finde én eller flere uddannelser, der taler til netop dine interesser. En traditionel erhvervsuddannelse består af indledende grundforløb på skole samt en række hovedforløb. På hovedforløbene er du i lære i en virksomhed det meste af tiden, men har også indlagte skoleperioder undervejs.
EUX er en erhvervsuddannelse, som du kombinerer med en række fag på gymnasialt niveau – en kombination, der giver dig stærke kort på hånden til fremtiden. Med en afsluttet EUX opnår du nemlig både erhvervskompetence og generel studiekompetence, og du har således både mulighed for at arbejde som faglært, inden for dit fag, eller søge om optagelse på en videregående uddannelse. Valget er dit!
På studieture har du i dén grad udsigt til at få én på opleveren, når vi kombinerer faglig og personlig udvikling med gode, mindeværdige oplevelser. Vi kommer ud af køkkenerne og oplever, hvad der sker ude i virkeligheden, og vi oplever hinanden på en ny måde i nye sammenhænge. Studieturene spænder over hele paletten fra dagsbesøg i spændende virksomheder, over et 3-dages ophold i København og til en uge lang studierejse til udlandet.
Nordic Food College på Nykøbing Mors er stedet, hvor fremtidens pionerer inden for jordbrug og fødevarer udklækkes. Vi er en del af EUC Nordvest, og vi har – som den eneste skole i landet – samlet jordbrugs- og fødevareuddannelserne under ét tag. Det giver et helt særligt innovativt og inspirerende uddannelsesmiljø. Med vores omfattende skolelandbrug er vi selvforsynende på en lang række råvarer, hvilket giver landbrugseleverne masser af praksisnær undervisning, mens eleverne på fødevareuddannelserne har direkte adgang til kvalitetsråvarer af egen avl. På den måde skaber vi den røde tråd – hele vejen fra jord til bord. Vi har naturligvis også en god og velfungerende kostskole, hvor du kan bo under dine skoleophold.