EUD | EUX
Uddannelsen til anlægsgartner er for dig, der gerne vil arbejde med design, planlægning, etablering og vedligeholdelse af grønne områder, torve og pladser. Dig, der er visuelt orienteret, har sans for detaljen, praktisk håndelag og kreative evner inden for formgivning og design.
Som faglært anlægsgartner kan du tage arbejde i alle virksomheder – offentlige som private – der har brug for medarbejdere, der kan kreere visuelt smukke og funktionelle oaser i bybilleder, på private ejendomme og i det offentlige rum generelt. Du kan også vælge at uddanne dig til fx jordbrugsteknolog, eller du kan måske kaste dig over en professionsbachelor og uddanne dig til have- og parkingeniør eller skov- og landskabsingeniør.
”Der er meget afveksling i opgaverne som anlægsgartner. En spændende opgave for mig er, hvis den er teknisk udfordrende. Jeg kan godt lide, at man skal tænke lidt over, hvordan man løser en opgave.”
– Esben, anlægsgartnerelev
En erhvervsuddannelse består af to grundforløb og ét eller flere hovedforløb. Grundforløbene foregår primært på erhvervsskolen, mens hovedforløbene veksler mellem oplæringsophold på en læreplads og skoleophold. Størstedelen af dit hovedforløb tilbringer du dog på lærepladsen. Hvor lang tid din uddannelse samlet set tager afhænger af dit valg af uddannelse, trin og speciale, samt om du starter din uddannelse på GF1 eller GF2.
NB: Vær opmærksom på, at EUC Nordvest ikke udbyder alle hovedforløb og specialer. Spørg på skolen, hvis du er i tvivl i forhold til netop dén uddannelse, du har i kikkerten.
På hovedforløbet veksler du mellem oplæringsophold på din læreplads og skoleophold, så du kommer til at lære alt, hvad der er værd at vide om dit fag i både teori og praksis. Det er også her, at du får mulighed for at specialisere dig inden for netop den del af faget, du brænder mest for.
På anlægsgartneruddannelsen kan du vælge mellem følgende specialer:
Hovedforløbet afsluttes med en svendeprøve, og herefter er du i mål og kan kalde dig faglært anlægsgartner.
Du skal starte på grundforløb 1, hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse. Grundforløb 1 er et introducerende forløb af 20 ugers varighed, hvor du får lov til at snuse til flere fagområder inden for fagretningen ’Fødevarer, Jordbrug og Oplevelser’, så du er bedst muligt rustet til at foretage dit endelige uddannelsesvalg.
Har du allerede en læreplads, skal du starte direkte på grundforløb 2.
På anlægsgartneruddannelsen kommer du til at lære om forskellige planter og deres egenskaber, du lærer om anlægsteknikker, om at skitsere og anlægge grønne områder og om jordbundsforhold. Og så lærer du selvfølgelig også at betjene de maskiner og redskaber, du skal bruge i dit arbejde. En del af grundforløbet bruger vi på projektforløb, hvor du får lov at arbejde i praksis med udvalgte temaer som fx anlæggelse af urtehaver, stier eller fliseterrasser.
EUD er en praktisk orienteret uddannelse, rettet mod et specifikt erhverv. Med mere end 100 forskellige erhvervsuddannelser er mulighederne mange – og du vil uden tvivl kunne finde én eller flere uddannelser, der taler til netop dine interesser. En traditionel erhvervsuddannelse består af indledende grundforløb på skole samt en række hovedforløb. På hovedforløbene er du i lære i en virksomhed det meste af tiden, men har også indlagte skoleperioder undervejs.
EUX er en erhvervsuddannelse, som du kombinerer med en række fag på gymnasialt niveau – en kombination, der giver dig stærke kort på hånden til fremtiden. Med en afsluttet EUX opnår du nemlig både erhvervskompetence og generel studiekompetence, og du har således både mulighed for at arbejde som faglært, inden for dit fag, eller søge om optagelse på en videregående uddannelse. Valget er dit!
På studieture har du i dén grad udsigt til at få én på opleveren, når vi kombinerer faglig og personlig udvikling med gode, mindeværdige oplevelser. Vi kommer ud af køkkenerne og oplever, hvad der sker ude i virkeligheden, og vi oplever hinanden på en ny måde i nye sammenhænge. Studieturene spænder over hele paletten fra dagsbesøg i spændende virksomheder, over et 3-dages ophold i København og til en uge lang studierejse til udlandet.
Nordic Food College på Nykøbing Mors er stedet, hvor fremtidens pionerer inden for jordbrug og fødevarer udklækkes. Vi er en del af EUC Nordvest, og vi har – som den eneste skole i landet – samlet jordbrugs- og fødevareuddannelserne under ét tag. Det giver et helt særligt innovativt og inspirerende uddannelsesmiljø. Med vores omfattende skolelandbrug er vi selvforsynende på en lang række råvarer, hvilket giver landbrugseleverne masser af praksisnær undervisning, mens eleverne på fødevareuddannelserne har direkte adgang til kvalitetsråvarer af egen avl. På den måde skaber vi den røde tråd – hele vejen fra jord til bord. Vi har naturligvis også en god og velfungerende kostskole, hvor du kan bo under dine skoleophold.