EUD | EUX
Uddannelsen til lastvognsmekaniker er for dig, der får et kick ud af et godt brøl fra en velsmurt lastvognsmotor. Dig, som er praktisk anlagt, god til at bruge hænderne, og som får julelys i øjnene af store køretøjer. Dig, der elsker duften af olie og lyden af en velspindende motor, og som kan lide at arbejde med teknik, mekanik og IT.
Som lastvognsmekaniker kan du fx få job på værksted, hos bil- og lastvognsforhandlere eller måske i en synshal. Men der er bestemt også den mulighed, at du etablerer dig som selvstændig og bliver ”herre i eget hus”. Du kan også vælge at læse videre, hvis du ikke synes, at du er færdig med at dygtiggøre dig. Her er erhvervsakademiuddannelser som autoteknolog, automationsteknolog, offshore driftsteknolog eller produktionsteknolog oplagte valg.
”Det er de praktiske dage i værkstedet, vi har flest af. Teorien bliver altid sat ind i sammenhæng med det, vi skal lave i værkstedet. Jeg synes, at teorien giver os en god forståelse for, hvad det er, vi skal arbejde med.”
– Mathias, personvognsmekanikerelev
En erhvervsuddannelse består af to grundforløb og ét eller flere hovedforløb. Grundforløbene foregår primært på erhvervsskolen, mens hovedforløbene veksler mellem oplæringsophold på en læreplads og skoleophold. Størstedelen af dit hovedforløb tilbringer du dog på lærepladsen. Hvor lang tid din uddannelse samlet set tager afhænger af dit valg af uddannelse, trin og speciale, samt om du starter din uddannelse på GF1 eller GF2.
NB: Vær opmærksom på, at EUC Nordvest ikke udbyder alle hovedforløb og specialer. Spørg på skolen, hvis du er i tvivl i forhold til netop dén uddannelse, du har i kikkerten.
På hovedforløbet veksler du mellem oplæringsophold på din læreplads og skoleophold, så du kommer til at lære alt, hvad der er værd at vide om dit fag i både teori og praksis.
Hovedforløbet afsluttes med en svendeprøve, og herefter er du i mål og kan kalde dig faglært lastvognsmekaniker
Du skal starte på grundforløb 1, hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse. Grundforløb 1 er et introducerende forløb af 20 ugers varighed, hvor du får lov til at snuse til flere fagområder inden for fagretningen ’Auto’, så du er bedst muligt rustet til at foretage dit endelige uddannelsesvalg.
Har du allerede en læreplads, skal du starte direkte på grundforløb 2.
Grundforløb 2 (GF2) er et forløb af 20 ugers varighed målrettet den uddannelse, du har valgt. På GF2 for lastvognsmekanikere får du den grundlæggende oplæring inden for lastvognsmekanikerfaget, så du bliver godt klædt på til at skulle starte i lære på hovedforløbet. Undervisningen veksler mellem teori og praksis, og du vil blandt andet skulle lære om fejlfinding på elektroniske, mekaniske og elektriske dele, om justerings- og reparationsopgaver, samt om hvordan benzin- og dieselmotorer er opbygget.
EUD er en praktisk orienteret uddannelse, rettet mod et specifikt erhverv. Med mere end 100 forskellige erhvervsuddannelser er mulighederne mange – og du vil uden tvivl kunne finde én eller flere uddannelser, der taler til netop dine interesser. En traditionel erhvervsuddannelse består af indledende grundforløb på skole samt en række hovedforløb. På hovedforløbene er du i lære i en virksomhed det meste af tiden, men har også indlagte skoleperioder undervejs.
EUX er en erhvervsuddannelse, som du kombinerer med en række fag på gymnasialt niveau – en kombination, der giver dig stærke kort på hånden til fremtiden. Med en afsluttet EUX opnår du nemlig både erhvervskompetence og generel studiekompetence, og du har således både mulighed for at arbejde som faglært, inden for dit fag, eller søge om optagelse på en videregående uddannelse. Valget er dit!
På studieture har du i dén grad udsigt til at få én på opleveren, når vi kombinerer faglig og personlig udvikling med gode, mindeværdige oplevelser. Vi kommer ud af værkstederne og oplever, hvad der sker ude i virkeligheden, og vi oplever hinanden på en ny måde i nye sammenhænge.
EUD/EUX TEKNISK er afdelingen for alle EUC Nordvests tekniske erhvervsuddannelser. Det er hér, fremtidens dygtige håndværkere uddannes. EUD/EUX Teknisk er fordelt på på tre forskellige adresser: Kronborgvej 119, Thisted (Metal og Teknologi samt Auto), Bjørnevej 9, Thisted (Byggeri, Transport, Strøm og IT) samt Mosegårdsvej 10, Nykøbing Mors (Morsø Landbrugsskole og Culinary). På alle tre adresser bliver du en del af et godt studiemiljø med mange andre unge.